fbpx

Slutter sæsonen i Sydfrankrig

I weekenden afslutter Mikkel O. Pedersen sin sæson.  Det sker i Sydfrankrig, hvor han sammen med sine to teamkammerater hos Dinamic Motorsport, Adrien de Leener og Andrea Rizzoli, skal deltage i årets sidste løb i GT World Challenge Europe. Løbet finder sted på Paul Ricard, som ligger godt 50 km øst for den sydfranske Middelhavsby, Marseille.

”Jeg havde en test på banen først på året sammen med mit italienske team, Dinamic Motorsport,” siger Mikkel O. Pedersen om banen, der bl.a. er kendt for sin langside på 1,8 km.

”Banen er lidt speciel. Den er en hurtig bane, men den er også sjov. For enden af langsiden skal man vænne sig til, at man bremser kort og så gå på gassen igen til næste sving. Det sving tager man med 240 km/t med fuld gas. Det er noget, man kan mærke i kroppen, for det virker nærmest som i en rutsjebane. Den bane skal jeg lige have ind på rygraden igen.”

”Når skal så meget topfart til på langsiden, halter Porschen en del, men der er heldigvis også en del sving, og her er Porschen god i nedbremsningerne. Men da vi havde testen tidligere på året, var vi trods alt hurtige nok.”

Løbet på Paul Ricard bliver det fjerde og sidste i årets afkortede sæson i GT World Challenge Europe.

”Vi gennemførte det første løb på Imola, som gik over tre timer, men derefter har vi fået to nulscorer i streg,” konstaterer Mikkel O. Pedersen. ”Nu gælder det bare om, at bilen skal have noget gas, og denne gang varer løbet i seks timer, så der er god mulighed for at indhente noget af det tabte, hvis der skulle ske en fejl tidligt i løbet.”

”Adrien, Andrea og jeg startede sæsonen godt, hvor vi fik en podieplads på Imola. Nu vil vi gøre alt for at afslutte den på samme måde.”