Bilskifte i sidste øjeblik

I denne uge er Mikkel O. Pedersen rejst til Dubai for at tage hul på sæsonen. Her deltager han for anden gang i karrieren i 24-timersløbet, hvor han starter for det italienske team Dinamic Motorsport, som han også kørte for under Porsche Supercuppen sidste år.

”Det var planen, at jeg skulle have kørt i GT3-Pro-klassen sammen med bl.a. Klaus Bachler, som bl.a. står noteret for to tredjepladser fra tidligere udgaver af løbet,” fortæller Mikkel O. Pedersen. ”Klaus og de andre kørere var også ankommet til Dubai, men det var den Porsche 911 GT3 R, som vi skulle køre i, desværre ikke.”

Dinamic Motorsport har også tilmeldt en anden Porsche 911 GT3 R. Den er dog tilmeldt i GT3-Am-klassen og havde fra startet kvartetten Roberto Rampanini, Mauro Calamia, Ivan Jacoma og Stefano Monaco som chauffører. Og den bil er Mikkel O. Pedersen nu blevet overført til.

”Jeg kommer heldigvis ud at køre, og jeg får også lejlighed til at træne i bilen, inden det for alvor går løs. Til gengæld måtte Klaus Bachler og mine oprindelige makkere bare returnere til lufthavnen, booke nogle nye billetter og rejse hjem,” siger Mikkel O. Pedersen.

”Mine nye medkørere er gentlemankørere, og det er derfor, at vi skal køre i Am-klassen. Jeg vil naturligvis helst have kørt sammen med Klaus Bachler og de andre, men jeg er trods alt glad for, at jeg kommer ud at køre i Dubai, så jeg får noget vigtig erfaring inden den nye sæson.”

Mikkel O. Pedersens deltagelse i Dubai 24H kan følges live på www.24hseries.com, hvor løbet starter fredag klokken 12.00 dansk tid og slutter lørdag klokken 12.00.